Mød vores medarbejdereMartin Mortensen

Fagligheden sættes i spil 

Martin startede som trainee i Danish Agro under Covid-19, men det har ikke stoppet hans læringskurve og begejstring for at sætte sin faglighed i spil ude hos de danske landmænd. Med en baggrund som landmand, produktionsleder og jordbrugsteknolog har Martin opbygget en robust faglig rygsæk, han nu pakker ud og bruger, når han sparrer med og rådgiver danske kvægavlere. 

Martin er startet som trainee hos Danish Agro midt i en global pandemi, og selvom det sætter begrænsninger for, hvor meget af virksomheden han kan besøge fysisk, gennemgår han stadig et fagligt forløb, der inspirerer og udvikler hans kompetencer. 

”Normalt ville man jo starte med en grundig rundvisning af hele arbejdspladsen, men i stedet har jeg fået lov til at bygge et forhold til landmændene fra dag et. Jeg fik straks mulighed for at komme i gang med at opbygge min kundeportefølje og forme mit fremtidige arbejde – selvfølgelig med hjælp og støtte fra min afdeling i Galten,” fortæller Martin Mortensen, trainee i Danish Agro. 

Jeg fik straks mulighed for at komme i gang med at opbygge min kundeportefølje og forme mit fremtidige arbejde – selvfølgelig med hjælp og støtte fra min afdeling.

Sparring og gåpåmod

For Martin har det været afgørende at få muligheden for at sætte sin egen faglighed i spil, og netop det får han lov til ude hos Danish Agros kunder: De danske landmænd. 

”Jeg synes, jeg er kommet godt i gang med at lære kunder og kolleger at kende. Hvis man har gåpåmod og kan arbejde selvstændigt, er der rig mulighed for at få virkelig meget ud af det her traineeforløb – også selvom Covid-19 har fyldt meget i begyndelsen af mit forløb,” fortæller Martin Mortensen om begyndelsen på hans tid som trainee.

Gennem forløbet bliver man som trainee tilknyttet en mentor, der skal være ens primære faglige sparringspartner og støtte i hverdagen. Og selvom Martin Mortensen er sprunget frygtløst ind i udfordringerne, er hjælpen fra de erfarne kræfter, han arbejder sammen med, afgørende for udviklingen.

”Jeg er tilknyttet en mentor, der i det daglige hjælper mig med at løse små og store udfordringer. Vi sidder sammen hver dag, og jeg kan altid sparre med min mentor om de små som store ting. Støder jeg på problemer, som min mentor ikke er ekspert i, sidder jeg på et kontor, hvor videndeling er en helt naturlig del af hverdagen. Der sidder altid en, jeg kan spørge til råds, så jeg ikke går i stå med mit arbejde,” fortæller Martin Mortensen og fortsætter: 

”Sammen med min leder og mentor sætter vi hele tiden nye mål for min læring. Vi evaluerer løbende på, hvad der går godt og knap så godt. Jeg er aldrig overladt til mig selv, men der er hele tiden retning på min udvikling. Det er individuelt fra trainee til trainee, hvordan det bliver tilrettelagt, så jeg ved, at jeg får de udfordringer, der passer til mig, der hvor jeg er i min udvikling.”

Sammen med min leder og mentor sætter vi hele tiden nye mål for min læring. Vi evaluerer løbende på, hvad der går godt og knap så godt. Jeg er aldrig overladt til mig selv, men der er hele tiden retning på min udvikling.

Dyreholdenes kompleksitet

Martins faglige interesse og passion er kvæg, og det var derfor naturligt for ham at gå i lære som produktspecialist i kvæg. Det er især alsidigheden i kundegruppen og kompleksiteten på den enkelte bedrift, der tænder Martin Mortensen. 

”Jeg har erfaring med kvæg fra tidligere, og jeg synes, at det som fagområde er enormt spændende. Der er vildt mange knapper, man kan skrue på, på en malkekvægsbedrift,” fortæller Martin Mortensen og fortsætter: 

”Når man arbejder med kvægbesætninger, er der ikke to, der er ens. Alt er individuelt fra besætning til besætning – også hvad der virker og ikke virker. Har man fat i en landmand på et tidspunkt og en anden senere, er det to vidt forskellige situationer, jeg skal navigere i.”
Den individuelle rådgivning er kompleks, men Martin Mortensen er sikker på, at det er her, man kan skabe værdi for landmanden.

Et naturligt skridt 

Martin Mortensen har en baggrund som landmand, produktionsleder med speciale i kvæg og har senest færdiggjort en uddannelse som jordbrugsteknolog, inden han påbegyndte sit traineeforløb. Det var især tiden som fodermester, der inspirerede Martin Mortensen til at søge ind i Danish Agro.

”Jeg kiggede efter en mulighed for at lære noget og prøve nye ting af. Dengang jeg selv passede dyr, arbejdede jeg med en Danish Agro produktspecialist og syntes hans job var virkelig spændende. Da muligheden derfor bød sig for at starte som trainee, så jeg straks muligheden for at udvikle mig og prøve mig selv af på en helt ny måde,” fortæller Martin Mortensen og fortsætter:  

”Er man dygtig til at rådgive og give konkrete værktøjer, der hjælper den enkelte landmand, så har man også en loyal kunde. Det handler nu for mig om at opbygge langvarige relationer, hvor jeg lærer den enkelte landmand og hans besætning så godt at kende som muligt.”